En NIPT-test koster mellem 4.300 og 14.500 kr afhængigt af, hvor meget der skal undersøges for. Det er mange penge, og prisforskellen er stor nok til, at det er værd at vide, hvad man egentlig betaler for.
Her er priserne hos os, hvad der er inkluderet, hvad det offentlige dækker — og hvordan du vælger uden at betale for mere, end du har brug for.
Priser hos Klinik A-SCAN
| Test | Fra uge | Pris | Screener for |
|---|---|---|---|
| NIPT Panorama Basis | 9+0 | 4.300 kr | Trisomi 21, 18, 13, kønskromosomafvigelser, triploidi |
| NIPT Panorama Udvidet | 9+0 | 5.400 kr | Som basis + 5 mikrodeletioner |
| NIPT Harmony | 10+0 | 4.300 kr | Trisomi 21, 18, 13, kønskromosomafvigelser |
| Evita Test Complete | 10+0 | 14.500 kr | Trisomier, deletioner og duplikationer, genetiske sygdomme |
Alle priser er inklusive moms, og der er ingen tillæg.
Hvad er med i prisen?
Det er her, priser er svære at sammenligne mellem klinikker, fordi en NIPT ikke kun er en blodprøve. Hos os dækker prisen:
Ultralydsscanning. Før blodprøven scanner vi fosteret for at fastslå graviditetslængden, antallet af fostre og at graviditeten forløber som den skal. Uden den er blodprøven ikke meningsfuld — prøven forudsætter, at vi ved hvor langt du er, og om der er ét eller flere fostre.
Samtykkesamtale. Vi gennemgår sammen, hvad der undersøges for, og hvad et svar kan og ikke kan sige. Det tager tid, og det skal det.
Blodprøvetagning og forsendelse. Prøven tages fra din arm og sendes samme dag.
Laboratorieanalyse.
Resultatsamtale. Vi ringer med svaret og sender en skriftlig rapport. Er der noget at tale om, taler vi om det.
Kønsbestemmelse, hvis du ønsker det. Det koster ikke ekstra.
Omprøve, hvis der ikke var tilstrækkeligt foster-DNA i blodet til at give et svar. Det sker i en lille andel af tilfældene og koster dig ikke noget.
Hvad dækker det offentlige?
Det offentlige tilbyder gratis:
- Nakkefoldsscanning i uge 11-14
- Doubletest (blodprøve hos din egen læge)
- Gennemscanning i uge 19-20
De to første giver tilsammen en risikoberegning. Viser den forhøjet risiko — i Danmark bruges 1:300 almindeligvis som grænsen — bliver du tilbudt yderligere undersøgelse i offentligt regi.
Vælger du NIPT uden en forudgående forhøjet risiko, betaler du selv. Det er den situation, langt de fleste er i.
Hvorfor vælge NIPT, når det offentlige tilbud er gratis?
Tre grunde går igen:
Præcisionen. NIPT finder over 99 % af fostre med Downs syndrom og har en meget lav rate af falsk positive. Kombinationen af nakkefold og doubletest er mindre præcis og giver oftere et forhøjet resultat, som viser sig ikke at være noget.
Tidspunktet. Panorama kan tages fra uge 9+0, altså flere uger før nakkefoldsscanningen.
Kønnet. NIPT kan oplyse kønnet fra uge 9+0. En ultralydsscanning kan først sige det sikkert fra uge 14+0.
Til gengæld er nakkefoldsscanningen også en ultralydsundersøgelse — den ser på barnets anatomi, hvilket en blodprøve ikke gør. Derfor vælger mange begge dele. Vi har sammenlignet mulighederne i nakkefold, NIPT eller Evita og gennemgår tallene i doubletest og nakkefold.
Hvilken skal du vælge?
Tre spørgsmål afgør det som regel.
Hvor tidligt vil du have svar?
Panorama fra uge 9+0 er den tidligste NIPT der findes. Harmony og Evita kan tages fra uge 10+0. Er den ene uge afgørende for dig, er valget truffet.
Hvor meget skal der undersøges for?
Alle screener for de tre almindeligste trisomier. Derudover:
- Panorama Basis (4.300 kr) dækker også kønskromosomafvigelser og triploidi.
- Panorama Udvidet (5.400 kr) lægger fem mikrodeletioner til: 22q11.2 (DiGeorge), 1p36, Angelman, Cri-du-chat og Prader-Willi. De er sjældne, men alvorlige.
- Evita Test Complete (14.500 kr) analyserer fosterets egne celler frem for frit DNA og kan derfor undersøge for et bredere felt af deletioner, duplikationer og genetiske sygdomme.
Prisspringet til Evita er stort. Det er den rette test for nogle — typisk hvor der er en kendt arvelig sygdom i familien, eller hvor en tidligere graviditet giver anledning til det — men det er ikke standardvalget, og vi anbefaler den ikke bare fordi den er mest omfattende.
Venter du tvillinger?
Panorama er den eneste, der også kan oplyse kønnet ved tvillinger. Ved tvillinger screenes der kun for trisomi 21, 18 og 13.
NIPT i Hillerød frem for København
Mange af vores kunder kommer fra Storkøbenhavn. Turen tager typisk 35-45 minutter i bil eller med S-toget til Hillerød Station, og til gengæld får du som regel en tid inden for få dage, gratis parkering foran døren, og scanning, blodprøve og resultatsamtale samlet i ét besøg.
Priserne i hovedstadsområdet ligger i samme leje — forskellen er ventetiden og tiden, der er sat af til dig.
Sådan bestiller du
Du kan booke online hele døgnet, og der kræves ingen henvisning. Er du i tvivl om, hvilken test der passer til din situation, så ring på 93 93 24 66 først. Vi vejleder gratis og har ingen interesse i at sælge dig den dyreste prøve.
Se alle priser på klinikkens ydelser på prislisten.
Fagligt gennemgået af Annette Marup, jordemoder ·